Tom Jørgensen, Kunstavisen om Hans Werners Billedverden:

Det nære og det fjerne – og så alligevel ikke.

Jeg skal komme tilbage til ”alligevel ikke” senere, men blot starte med at konstatere, at Hans Werner Madsens billedverden er delt op i to. En, hvor han med menneskekroppen som udgangspunkt beskæftiger sig med hverdagsbegivenheder og en, der har naturen som reference i det, man normalt kalder landskabsmaleri.

For at starte med det første er det vigtigt at slå fast, at Hans Werner Madsen ikke er en klassisk skolet figurmaler som Thomas Kluge. Personerne i hans rum er ikke naturalistiske. Detaljerne er udeladt og oftest ser vi kun lige konturerne af menneskekroppene. Rummet selv er heller ikke naturalistisk, men nærmest fladt og todimensionalt med abstrakte farvefelter, der kan opfattes som fysiske elementer, et træ, en sø, en dør, men i bund og grund ikke repræsenterer noget andet end sig selv: elementer i en komposition, hvor dialogen mellem farver og former er vigtigere end virkelighedsgengivelsen.

Ikke desto mindre viser figurerne noget. De har noget på hjertet, en følelse, en tilstand, et mål. I ”Konfrontation” maser en figur sig ind foran to andre. Armen skubber dem væk, ”Lad mig komme til, I fjolser”, synes den at sige, og et af ”ofrene” er åbenlyst berørt af og forundret over denne uhæmmede aggressivitet. I ”Komplikation” er det igen en arm, der er på spil. Denne gang en højrearm, der griber ind i og forstyrrer en ellers harmonisk situation. Om konfrontationen er positiv eller negativ – det kunne jo tænkes, at harmonien er virkeligheden er udtryk for stilstand og fastlåsthed – får vi ikke at vide. Det må vi selv tolke, men da armen er den dynamiske handling i kompositionen, kan det bestemt ikke udelukkes, at bevægelsen skal opfattes som noget aktivt og positivt. I det hele taget er Hans Werner Madsens figurbilleder ikke sådan lige at aflæse. Vi får ikke det hele serveret på et sølvfad, men må afkode handlingen og stemningen ved at se på farvesammensætningen og dynamikken i billedet og ved ganske enkelt, men også ganske udfordrende, at granske vores eget sind.

Med landskabsbillederne bevæger vi os væk fra de intime hverdagsscenarier og ud i den store natur, nærmere bestemt det øde og barske landskab på Røsnæs-halvøen ved Kalundborg, hvor kunstneren bor. På samme måde som ved figurmalerierne er der heller ikke her tale om et naturalistisk maleri. Snarere er vi hjemme i den  klassiske modernisme og kunstnere som Sigurd Swane, Harald Giersing, Oluf Høst og Harald Leth. Dvs. en kunst, der nok er figurativ, men hvor perspektivet næsten er opløst til fordel for intense farvestudier og en geometrisk forenkling af motiverne. Et levet og sanset landskab i stedet for et objektivt registreret landskab. Malerierne er tydeligvis opstået spontant og intuitivt, og det er først til allersidst, at de ekspressive farvemasser bliver disciplineret, så kompositionen kommer på plads. Dog altid sådan, at billederne ånder og energien bliver bevaret.

Og så er det, at vi kommer til spørgsmålet om det nære og det fjerne. Rent maleteknisk er der nemlig ingen forskel mellem figurbillederne og landskabsmalerierne. Begge typer billeder lægger vægt på spontaniteten, på de ekspressive penselstrøg, farvernes egenværdi og en forholdsvis stram geometrisk fordeling af fladerne til at holde styr på kompositionen. På den måde giver det ikke meget mening at tale om det ene som nært og det andet som fjernt. Der er et betydeligt element af disciplin og planlægning i figurbillederne, mens natursansningen er intim, direkte og sanseligt betonet. Nærhed og fjernhed, figuration og abstraktion og styring og spontanitet bliver elementer i det samme spil i en gensidig og frodig vekselvirkning. Deri ligger den store styrke i Hans Werner Madsens billedverden.

Tom Jørgensen, kunstanmelder ved Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen